Det korte svar på dit spørgsmål er, at barneperspektivet altid er vigtigst. DVs. at der altid må være elastik i struktur, organisering og samarbejdsformer. Lidt flere tanker: Det, at arbejde med positioneringer, roller og opgavefordelinger betyder bl.a. at man er i dialog om 1: hvor man hver især befinder sig i huset, og 2: hvilke opgaver man hver især varetager. Vedr. 1: Positioneringsarbejdet må ses som et teamsamarbejde. Det vil fx sige, at man aftaler hvilke områder af huset jeg primært dækker. Det er vigtigt at det er et samarbejde. En fejltolkning kan fx være, at jeg passer ”mit” område, uden at ænse, hvad der sker på de andre områder. (sammenlignet med det at ”være holdspiller” fra sportens verden. Her er jeg ikke kun optaget af, hvad der sker når bold og spillere er på ”mit område” af banen. - Her dækker man ind for hinanden, supplerer hinanden, har blik for hele banen, og er i dialog). Vedr. 2: Samtidig må aftales, hvad min opgave er. fx om hvordan jeg støtter børns trivsel, deltagelse og læring. Det vil fx sige, at jeg ”har rummet/ rummene”, har overblik over hvad der sker, sikrer at børn og forældre oplever øjenkontakt, tilgængeligt personale, føler sig set og mødt osv. I videoerne kalder vi dette at være overbliksvoksen, og samtidig støtte de forskellige lege og læringsprocesser der er i rummet. En fejltolkning her kan fx være, at man ”positionerer sig for snævert”. Jeg oplevede fx et sted, hvor positionen var ved bordet, og så ”så” man ikke resten af rummet. Det vil i den terminologi fra videoerne svare til, at man er ”fordybelsesvoksen”. En modsat fejltolkning kan være at man blive så ”overbliks-agtig” af man bliver for ”flyvsk” og herved ikke bliver medskaber til nærvær, tilgængelighed og øjenkontaktmulighed til ”alle i rummet….” Så til dit konkrete spørgsmål: Hvis barnet gerne vil vinke med en bestemt ynglingsvoksen, så kan de voksne jo fx bytte position, så det kan lade sig gøre. Et andet bud er, at man foreslår barnet, at der ”vinkes” fra den aktivitet som er i det rum, hvor ynglingsvoksen er (hvis det er et godt bud for barnet - ofte viser det sig at være bedre afsked at være i gang med en leg) Et tredje bud er, at man overvejer, om vinkevinduet er det bedste valg af placering…. Et fjerde bud er som nævnt ovenfor, at man overvejer hvordan man er tilstede i rummet - at det ikke er for ”fastlåst” en positionering og om positioneringen også kan dække området med vinkevinduet (så man bevæger sig rundt i rummet, uden at blive flagrende) Håber dette giver lidt mening. Vh lene
Når et barn møder ind om morgenen, og det er vigtigt for barnet at vinke med en bestemt voksen... er det så ok at forlade sin position ?
Det korte svar på dit spørgsmål er, at barneperspektivet altid er vigtigst. DVs. at der altid må være elastik i struktur, organisering og samarbejdsformer.
Lidt flere tanker:
Det, at arbejde med positioneringer, roller og opgavefordelinger betyder bl.a. at man er i dialog om 1: hvor man hver især befinder sig i huset, og 2: hvilke opgaver man hver især varetager.
Vedr. 1: Positioneringsarbejdet må ses som et teamsamarbejde. Det vil fx sige, at man aftaler hvilke områder af huset jeg primært dækker. Det er vigtigt at det er et samarbejde. En fejltolkning kan fx være, at jeg passer ”mit” område, uden at ænse, hvad der sker på de andre områder. (sammenlignet med det at ”være holdspiller” fra sportens verden. Her er jeg ikke kun optaget af, hvad der sker når bold og spillere er på ”mit område” af banen. - Her dækker man ind for hinanden, supplerer hinanden, har blik for hele banen, og er i dialog).
Vedr. 2: Samtidig må aftales, hvad min opgave er. fx om hvordan jeg støtter børns trivsel, deltagelse og læring. Det vil fx sige, at jeg ”har rummet/ rummene”, har overblik over hvad der sker, sikrer at børn og forældre oplever øjenkontakt, tilgængeligt personale, føler sig set og mødt osv. I videoerne kalder vi dette at være overbliksvoksen, og samtidig støtte de forskellige lege og læringsprocesser der er i rummet.
En fejltolkning her kan fx være, at man ”positionerer sig for snævert”. Jeg oplevede fx et sted, hvor positionen var ved bordet, og så ”så” man ikke resten af rummet. Det vil i den terminologi fra videoerne svare til, at man er ”fordybelsesvoksen”. En modsat fejltolkning kan være at man blive så ”overbliks-agtig” af man bliver for ”flyvsk” og herved ikke bliver medskaber til nærvær, tilgængelighed og øjenkontaktmulighed til ”alle i rummet….”
Så til dit konkrete spørgsmål:
Hvis barnet gerne vil vinke med en bestemt ynglingsvoksen, så kan de voksne jo fx bytte position, så det kan lade sig gøre.
Et andet bud er, at man foreslår barnet, at der ”vinkes” fra den aktivitet som er i det rum, hvor ynglingsvoksen er (hvis det er et godt bud for barnet - ofte viser det sig at være bedre afsked at være i gang med en leg)
Et tredje bud er, at man overvejer, om vinkevinduet er det bedste valg af placering….
Et fjerde bud er som nævnt ovenfor, at man overvejer hvordan man er tilstede i rummet - at det ikke er for ”fastlåst” en positionering og om positioneringen også kan dække området med vinkevinduet (så man bevæger sig rundt i rummet, uden at blive flagrende)
Håber dette giver lidt mening.
Vh lene
Det dumt