Film om Preben Boyes kælderinstallation
Film af Ketil Teisen og musik af Anne Eltard.
Ketil Teisen:
Jeg var ven med Preben Boye og hørte i årevis om hans arbejde med kælderen under mejeriet. Men så det aldrig i hans levetid. Det var først da Pia Kai Sørensen inviterede til kaffe og en udfordring. Lav en film om Prebens kælder.
Og hvordan gør man det. En død installation til levende billeder.
Det skal jo ikke være et lysbilledshow.
Og selve kælderen er overvældende.
Især når man går i detaljen.
Det er skønhed og grimhed, vulgært og følsomt, krig og kærlighed - råt og uforsødent.
Skulle jeg lave et skuespil, lade en bold trille ned i kælderen som mit idol Jan Svankmeyer levendegjorte en kartoffelkælder. Skal man animere så dukkerne bliver levende. Jeg har været vidt omkring og eksperimenteret. Opholdt mig dernede i timevis, dagevis. Med en blanding af glæde og skræk. For kælderen kan være skræmmende at være nede i i mørket alene.
Og jeg lærte kælderen bedre at kende. Det var som at se ind i Prebens hjerne uden filter. Et virvar af tanker, indskud, holdninger, glæde, sorg, frygt, had og kærlighed og håb. Livsglæde uden filter. Bikset sammen, indimellem, før og efter andre skulpturopgaver. Et fristed. En mandehørm. En skriftestol.
En dag tog jeg mit Panasonic G9 og et gammel Nikkor 24 mm f2 Ais objektiv frem af posen og gik ned i kælderen for at se det med nye øjne. Kun på f2! F2 betyder meget lille område med dybdeskarphed.
Og pludselig transformerede Prebens kælderinstallation sig til noget magisk. Abstrakt og konkret. Selv rummene blev til smukke farvemønstre og det var som at følge nervebanerne i Prebens hjerne.
Og det gamle objektiv fra 1970’erne gav det et råt uforsødet udtryk. Den fandenivoldskhed Preben også indeholdt og måske især her i hans refugium, hans kælder. Dybt personligt, uden filter.
Så denne films visuelle side er min vej gennem Prebens hjerne. Min oplevelse. Din vil være anderledes, hvis du tør gå der ned og hvis den stadig eksisterer i sit stille forfald. For Preben er her ikke længere og tidens tand udraderer…
Men det stopper ikke her for jeg gav stafetten videre til min ven og musiker Anne Eltard der har en fænomenal evne til at skabe musik til netop film, stemninger og steder.
Anne Eltard:
Jeg fik en film fra Ketil. 35 minutters tæt og intenst filmet materiale fra Prebens kælder. Jeg kendte ikke Preben, men nu hvor jeg har brugt uendelig mange timer og dage med hans kunst, har jeg en fornemmelse. Legende, pertentlig, undersøgende rammer Prebens kælderkunst med alle sine groteske og finurlige påfund. Jeg startede med at prøve at tage billederne ind og få en fornemmelse af Preben. Nogle enkelte billeder viser en mand med en venlig udstråling. Jeg må samle bidder ind og jeg i min søgen efter hvem det er jeg skal lave et lydbillede til. Der er ingen dialog, ingen ord, ingen tekst. Så min lydside bliver eneste auditive lag. En udfordring. For der er ingen historie, intet facit.
Jeg prøvede at gå med den legesyge, heftige kunst, med mange facetter. Men når jeg gik fo meget med, kvalte det muligheden for tilskueren til selv at tage værket ind. Blev det for pænt, med strygere (jeg er jo violinist) og for venligt, gik det også den forkerte vej.
Min vej ind i filmen blev at have en lille samling temaer og en ordentlig stak reallyde, som jeg har optaget mange steder. Blandt andet er en fil med snak og larm fra en cable car i San Fransisco med flere gange og sten ihavet ved Abbekås i Sverige. Reallydene er proceseret til det jeg synes gav mening. Der er hundredvis af små klip, som bevæger sig i lydbilledet og som tiden gik, blev jeg mere fortrolig med det univers jeg har prøvet at skabe. Det er en kælder, det er dystert, men det er også sjovt.
Nu håber jeg at du får en god oplevelse med filmen.
www.mejerietitorup.dk